Når du skriver til dit publikum, ønsker du formentlig at bruge dine evner til at skabe det bedst mulige indhold, som dine læsere vil nyde. Du ønsker sikkert også at få dit publikum til at engagere sig, hvorfor du skriver levende og direkte til dine læsere og inddrager psykologiske triggere af og til.
Men til trods for at du har gjort dig virkelig umage, virker dine opfordringer til handling sommetider bare ikke. Dit publikum reagerer stort set ikke på dit indhold, og du undrer dig over, hvor det er gået galt.
Hvis ingen klikker på dit call to action (CTA) og kommer i mål, er tiden inde til at gøre noget for at løse problemet. Og det første, du skal gøre, er at finde årsagen til, at det ikke fungerer.
Det kan imidlertid være lidt svært lige at spotte, så her er 5 bud på, hvorfor dine CTA’er ikke resulterer i det, du ønsker – nemlig at der bliver klikket på dem:
1. Du har ikke angivet fordelene
Når du laver indhold, som du prøver at promovere, dur det ikke, hvis det er ’kedeligt’, dvs. uden nogen tydelige fordele. Se fx på disse to tilbud:
- 7 tip til, hvordan du genererer trafik til din hjemmeside (GRATIS e-bog inkluderet!)
- Øg trafikken til din hjemmeside
Du er sikkert enig med mig i, at den første titel virker langt mere indbydende, sammenlignet med den nedenunder. Årsagen er, at den oplister fordelene (7 tips og en gratis e-bog) og dermed gør det klart for læseren, hvad han/hun kan få ud af at klikke sig videre.
Den anden titel er ikke så klar i spyttet, og det får den til at virke kedelig – hvilket er ærgerligt for såvel de læsere, som kunne have haft nytte af indholdet, som for den, der har brugt tid på at lave det.
Det handler om at komme læserens ”Hvad får jeg ud af det her?”-mentalitet i møde. Hvis du vil have noget fra dine læsere, skal der selvfølgelig også være noget i det for dem – og det er dit ansvar at sikre, at de ASAP forstår, at de ikke går tomhændede fra mødet med dit indhold.
Du skal sørge for, at fordelene springer så tydeligt i øjnene, at de engagerer læseren til at handle og klikke på dit tilbud.
Vær specifik omkring fordelene, og strø ikke ord som “gratis” ud over det hele uden nogen kontekst. Forklar, hvorfor dine læsere bør overveje fordelene, og fortæl, hvilke resultater de vil få ved at følge din opfordring til handling.
Begræns dig ikke til kun at angive en enkelt fordel. Oplist, hvad dit indhold rummer af værdi, som dit publikum kan drage fordel af. Fremhæv en række fordele, som overbeviser læseren om udbyttet af at klikke på dit CTA.
Sørg endvidere for, at du italesætter dine læseres smertepunkter, så du viser, du kan hjælpe dem. Dvs., du skal vide, hvad dit publikum går og kæmper med, og på det grundlag forklare, hvordan din opfordring til handling vil hjælpe med at løse disse problemer.
Stil dig altså ikke tilfreds med en kortfattet begrundelse, og udelad ikke nogen fordel – det kan være netop den, der hjælper dit CTA i mål, så din læser faktisk klikker.
2. Du oversælger og underleverer
Er du nogensinde stødt på irriterende klik-madding, der lovede dig stjernerne på himlen, men da du klikkede på linket, fik du intet nyttigt? Oversalg er noget af det mest irriterende!
Den, der sælger et produkt eller en ydelse, skal angive de fordele, køberne får, men hvis de så klikker, og intet af det er sandt, bliver de vrede og med rette.
I forhåbentlig mindre skala kan det, at dit CTA ikke fører til de ønskede resultater, skyldes, at du oversælger og ikke lever helt op til forventningerne. Din ordlyd antyder muligvis, at du tilbyder en helt masse, og det kan opleves som tomme løfter, hvis læseren efter at have klikket bliver skuffet.
Har du for eksempel en blog, og du bruger et CTA, der lover, at folk vil modtage e-mail-opdateringer vedrørende indholdsmarkedsføring – ja, så vil du have en rasende skare, hvis det ikke sker.
Og det er bestemt ikke noget at se frem til som indholdsskaber. Hvis tilbuddet ikke kan leveres, skal det fjernes helt, så det ikke vildleder nogen.
Som sådan skal du sørge for, at din opfordring til handling faktisk tilbyder noget til dit publikum, så du ikke ender med at miste kontakten med de mennesker, der er oprigtigt interesseret i dit indhold.
3. Du bruger tvetydige formuleringer
Fancy formuleringer kan få dig til at fremstå cool og intelligent, men hvis du vil have dit CTA til at fungere, skal du ikke gøre livet hårdt for dit publikum.
Hvis et CTA ikke er nøjagtigt formuleret, ved læseren ikke, hvad han/hun går ind til – og så er det ikke muligt for læserne at finde ud af, hvad de får ud af at klikke på dit tilbud.
Den ordlyd, du bruger, må ikke efterlade nogen tvivl i dine læseres sind, og derfor skal du udtrykke dig direkte om emnet, hvis du vil have det til at lykkes.
Hvis du fx bruger noget i retning af “Klik her”, har læserne ingen idé om, hvad der vil ske, hvis de rent faktisk følger handlingsopfordringen. De kunne støde på alt muligt, og da internettet ikke er så sikkert, som man kunne ønske, vil mange mennesker afstå fra at klikke på et sådant CTA.
Det betyder ikke, at du er nødt til at skrive en hel roman for at fortælle nogen, hvad der skjuler sig bag gardinet. Du kan blot skrive fx “Start din gratis prøveperiode”, så du lader læserne vide, at de ikke behøver at betale for noget her og nu.
4. Du bruger for mange ord
Hvad foretrækker du selv – én der fortæller stolpe op og stolpe ned, før de kommer til sagen, eller én der går direkte til at fortælle dig, hvad de har at tilbyde?
Formentlig foretrækker du den anden mulighed, fordi din tid er dyrebar. Sådan har dit publikum det også – så måske er dit problem, at du giver for megen unødvendig information, og din opfordring til handling derfor ikke bliver effektiv?
Selvfølgelig skal du fortælle dine læsere, hvad der er i det for dem, hvis de klikker på linket, men det betyder ikke, at du er nødt til at skrive en 3-binds-føljeton om det. Mens det er vigtigt at give plads til at opregne fordelene, vil det at skrive for meget kun føre folk væk fra dit tilbud.
Læsere har generelt travlt, så de stiller ikke hele dagen til din rådighed og venter på, at du kommer frem til pointen. De vil finde svaret på stedet, så du skal hurtigt komme til sagen, før de klikker sig væk fra dit websted og går et andet sted hen.
Dan Zarrella, der er videnskabsmand ved HubSpot Social Media, har forsket i sagen og fundet frem til, at den ideelle overskrift skal have 90-150 tegn.
Med andre ord: hvis du opdager, at du har en tendens til at gå mere i detaljer end nødvendigt, kan du bruge dette som en guide og gøre dine overskrifter mv. kortere. Det vil gøre dit budskab tydeligere for dine besøgende, hvilket hjælper dig med at få et velfungerende CTA.
5. Dit CTA er svært at finde
Hvis dit CTA ikke findes, er det ikke så mærkeligt, at det ikke fungerer. Når alt kommer til alt, er det ingen, der ønsker at lege gemmeleg, når de har travlt med at finde nyttige oplysninger.
Måske er du ikke den hårdtslående sælgertype, men det betyder ikke, at du skal skjule dit tilbud – og så forvente, at folk alligevel ser det.
Hvis du fx benytter et billede til at give et tilbud, og der så ikke er et link, der omdirigerer til det nævnte tilbud, hvad skal den besøgende så gøre? Medmindre der er en knap eller en invitation til at tjekke linket ud, tjener tilbuddet ikke noget formål.
Det siger sig selv, at et CTA skal være indlysende nok til, at enhver, der falder over det, ser det og hurtigt forstår, hvad det har at tilbyde. Hvis målet med din side er at vække til handling, er det at skjule tilbuddet en dødsdom over den.
Så hvis du ønsker, at dit CTA skal ses og bruges, skal du sørge for at gøre det stort nok til, at ingen kan gå glip af det. Brug kontrastfarver, der får det til at skille sig ud – gerne nuancer, der ligger inden for din virksomheds farveskala, men prøv at få dem til at skille sig ud på en eller anden måde. Brug fede skrifttyper, rammer eller andet, der gør tilbuddet synligt.
Når du bruger hyperlinks, skal du sørge for, at de også er i en kontrastfarve. Oftest er farven, der bruges til disse links, blå, så det fungerer som regel, da folk er vant til det.
Sørg for, at du ikke bruger grå eller en anden dæmpet farve, da internetbrugere efterhånden har udviklet den opfattelse, at sådanne links er upålidelige eller døde.
Afsluttende tanker
Når du laver en opfordring til handling, skal du gøre det ordentligt, så du fanger folks interesse og gør dem villige til at klikke. Hvis dit CTA af en eller anden grund ikke virker, som det skal, må du undersøge problemet og løse det. Tjek, om du skjuler det, bruger for mange ord, oversælger, ikke fortæller om fordelene eller har en tvetydig formulering.
Jeg håber, du ved at læse denne artikel har lært lidt om, hvordan du kan sikre dig, at dine CTA’er er synlige, nyttige og indbydende nok til at overbevise dine læsere.
Vil du lære mere om, hvordan du laver gode CTA’er, er der hjælp at hente i min nye bog, Opbyg dit publikum – læs om den her.
4 trin til effektiv e-mail marketing
I e-mailen kan du have en reel og ærlig kommunikation med dine kunder, og hvis de kan lide det, du skriver, belønner de dig ved at læse, hver gang du sender noget – og på et tidspunkt købe dine produkter.
Få vejen dertil i min e-mail marketing guide i 4 trin, som du får, ved at ved at tilmelde dig her.