Og masser af forslag til, hvad du kan skrive om. De sociale medier overtager med stormskridt mange af de traditionelle PR- og marketingfunktioner, men har samtidig bidraget til at gøre en klassiker som pressemeddelelsen mere central i PR-arbejdet end nogensinde. Her er otte gode grunde til at udsende pressemeddelelser – samt et idékatalog til, hvad du med fordel kan skrive om.
De sociale medier har ændret måden, folk kommunikerer på, over hele kloden, og både store og små virksomheder i alle brancher er i færd med at integrere sociale medier i deres PR- og marketing-arbejde. Og det har givet det velkendte marketingværktøj, pressemeddelelsen, nye formål, så den fortsat – men på nye måder – er et afgørende redskab til at fremme din virksomhed. Med de sociale medier er pressemeddelelsen nu:
- et stærkt redskab i søgemaskineoptimering (SEO), der med specifikt indhold hjælper investorer, kunder, potentielle medarbejdere og andre målgrupper med at opdage din virksomhed på nettet og lære den (bedre) at kende
- en fast del af din virksomheds branding og storytelling, lettilgængelig og mulig at downloade
- et direkte kommunikationsværktøj, der kan levere ufiltrerede budskaber til masserne
Her er otte af de væsentligste grunde til, at pressemeddelelsen er blevet så vigtig.
1. Lancering af nye produkter eller ydelser
Skal du lancere et nyt produkt eller en ny service, kan du ved at udsende en pressemeddelelse straks få gjort din nyhed tilgængelig på alle større søgemaskiner og sociale netværk. Samtidig når du ud til en lang række journalister.
2. Forbedring af virksomhedens image
Fordi det er blevet så nemt at udsende en pressemeddelelse, kan du gøre det så ofte, du ønsker. Og en kontinuerlig strøm af relevante og velskrevne pressemeddelelser er en effektiv metode til at forbedre din virksomheds image.
3. Billeder skaber interesse
Pressemeddelelser kan nu også indeholde billeder, videoer og andre multimedier, hvilket betyder, at du kan formidle dit budskab og dine nyhedshistorier på mere interessante måder end nogensinde før.
4. Øjeblikkelig og global (eller bare landsdækkende) distribution
Før online pressemeddelelser blev almindelige, blev de fleste pressemeddelelser kun sendt til journalister, og hvis journalisterne ikke anså materialet for værdigt til presseomtale, nåede det ikke længere end til deres skrivebordsskuffe – eller papirkurv. Nu kan en pressemeddelelse via e-mail og sociale medier distribueres til millioner af mennesker verden over med det samme.
5. Udvidet kendskab til virksomheden
Ved at tilføje links til specifikke websider i en pressemeddelelse, kan du dirigere læsere til endnu flere oplysninger om, hvad din virksomhed står for og tilbyder.
6. Virale potentialer
En online pressemeddelelse kan blive viral, hvis folk begynder at dele den på de sociale netværk. På den måde kan den skabe resultater i et omfang og med en hastighed, der ikke var mulig med en traditionel, offline-pressemeddelelse.
7. Tilgængelig og bekvem
Folk kan læse dine pressemeddelelser overalt på deres smartphone, i sofaen på deres tablet, eller hvordan de nu ønsker det.
8. Søgemaskineoptimering
Ved at bruge specifikke søgeord med tilknytning til din virksomhed kan du optimere din pressemeddelelse, så folk nemt finder frem til netop din virksomheds informationer via søgemaskiner.
Idéer til pressemeddelelser
Emnet for en pressemeddelelse skal altid vinkles, så det får nyhedspræg og i det hele taget bliver interessant. Her er til inspiration en række emner for og anledninger til at skrive en pressemeddelelse:
- Opstart af ny virksomhed
- Fejring af virksomhedens fødselsdag
- Når virksomheden har nået en vigtig milepæl
- Omstrukturering af virksomheden
- Annoncering af et partnerskab
- Udvidelse eller renovering af forretningen
- Åbning af en filial
- Når virksomheden, et produkt eller en medarbejder har modtaget en pris
- Erhvervelse af en ny, betydelig kunde
- Etablering af en unik leverandøraftale
- Sponsorater
- Lancering af en ny hjemmeside
- Ændringer af hjemmesiden
- Din online-tilstedeværelse generelt
- Særlige informationer, som kan indhentes online
- Gratis information, din virksomhed stiller til rådighed
- Introduktion af et nyt produkt eller en ny ydelse
- Nyskabelser eller ændringer af de produkter eller ydelser, du tilbyder
- Aktuelle historier eller trends, der vedrører de produkter eller ydelser, du tilbyder
- Når virksomheden som sådan eller nogen i virksomheden kan kommentere kvalificeret på et emne, der er oppe i medierne – lokalt, regionalt eller på landsplan
- Resultater af forskning eller undersøgelser, virksomheden har foretaget
- Relevante tips og teknikker
- Annoncering af receptioner, events mv.
- Ændring af virksomhedens eller et produkts navn
Husk, når du skriver en pressemeddelelse, at der altid skal være et element af aktualitet til stede – og hvis pressemeddelelsen er velskrevet, kan næsten alt blive til en nyhed.
Undgå direkte reklame; du mister øjeblikkelig troværdighed og irriterer journalisterne, som du ellers gerne vil være venner med. Der er aldrig nogen garanti for, at en pressemeddelelse blive viderebragt, men går du professionelt og nyhedsorienteret til værks, er der god sandsynlighed for, at du får noget medieomtale.
Hvis du ønsker at udsende dine pressemeddelelser målrettet, anbefaler jeg MyPressWire.