Målet med en salgsside (langdingpage) er at beskrive en ydelse eller et produkt for dine besøgende på en måde, som overbeviser dem om, at de skal klikke på køb-knappen. Som sådan skal den være omhyggeligt opbygget, så den opfylder sit formål.
At skabe en effektiv salgsside er ikke helt nemt, og har din salgside ikke den rette form og det rigtige indhold, er den spild af tid – og af de penge, du bruger på markedsføring af den.
Når det er sagt, vil det så ikke være fantastisk at kunne skabe salg ved at skrive tekster? Det synes jeg, det er, og i denne vejledning vil jeg vise, hvordan du opbygger den perfekte salgsside, trin for trin.
1. Skriv overbevisende overskrifter og undertitler
En overskrift skal overbevise de besøgende om, at de skal læse afsnittet nedenunder. Hvis overskriften ikke er fængende, vil de besøgende være fristet til at forlade din salgside, før de hører, hvad du har at sige.
At formulere noget, der fanger den besøgendes opmærksomhed, kan være en svær opgave i starten, før du får erfaring med, hvad der skaber et salg. Besøg derfor andre salgssider, og se, hvordan de løser opgaven. Med inspiration fra gode salgssider kan du træne dine egne færdigheder og blive god til selv at skrive overskrifter. Her er nogle generelle tips:
Hvis du vil fortrylle dine besøgende med dine overskrifter, skal du:
- sætte dig selv i den besøgendes position, så du ved, hvad han eller hun leder efter
- lave overskrifter, der er korte og præcise
- sørge for, at dine overskrifter ikke overdriver og dermed bliver utroværdige
Hvad angår undertitlerne, kan de godt være lidt længere og mere uddybende. De fortæller også læserne, hvad de opnår ved at læse afsnittet nedenunder. Undertitlernes formål er at give læseren lyst til at gå dybere i dit indhold.
2. Skriv naturligt og med fokus på læseren
Læsere ønsker at forbinde sig med mennesket bag et tilbud, og hvis sproget lyder som skrevet af en computer, vil det sætte dem af. Skriv naturligt og ligefremt, så dine besøgende oplever at være på bølgelængde med dig og bliver overbevist om værdien af dit tilbud.
Derudover vil de besøgende gerne opleve, at du forstår dem – og at det er derfor, du tilbyder dem et produkt, der hjælper dem med bestemte behov. For at få folk til at føle, at du er der for dem, skal du:
- fortælle dem en historie, de kan relatere til
- adressere dem direkte ved at benytte ’du’ og ’dig’
- – og til andre tider evt. bruge ’vi’, så de føler, de er en del af familien
- vise dem, at du forstår deres behov, fordi du kender deres situation
- inkludere ord, der udtrykker dine og deres følelser
- have et afsnit eller en boks med ’Hvem er denne ydelse / dette produkt til?’
Det sidste punkt sikrer, at du får de rette mennesker i tale og når det helt rigtige publikum.
3. Anvend billeder eller videoer
De fleste mennesker er visuelt anlagte, så din smukt skrevne tekst er måske ikke nok til at overbevise dem, hvis de ikke kan se, hvad du taler om. Visuelle indslag kan have stor effekt, så du er ikke færdig, når du har skrevet det sidste ord.
Når du forsøger at sælge noget, skal du benytte billeder, der enten præsenterer produktet eller fortæller om den ydelse, du tilbyder. Salgssider, der bruger billeder, fungerer generelt meget bedre end sider, der ikke gør det, og dit salg kan stige som direkte følge af, at du bruger billeder.
Derudover er videoer en anden god måde at fange folks opmærksomhed på og få dem til at bruge deres penge på det, du har at tilbyde. En rapport fra Wyzowl viser, at virksomheder i 81 pct. af tilfældene havde en stigning i salget, efter de begyndte at anvende videoer i deres markedsføring. Andre markedsføringsstatistikker viser, at 84 pct. af forbrugerne bliver overbevist om, at de skal købe, efter at have set en video – så her er meget at vinde.
Billeder skal bruges korrekt, så sørg for, at:
- du kun bruger billeder af høj kvalitet
- du bruger de faktiske billeder af produktet
- hvis du sælger en ydelse, bruger billeder, der indfanger idéen med ydelsen.
- Og sørg for, at billederne er gratis at bruge, og link tilbage til den oprindelige kilde.
4. Lav en liste over fordele
Ville du selv slå til og betale for en ydelse eller et produkt, hvis du ikke havde nogen idé om, hvad den/det kan gøre for dig? Dine kunder skal vide, hvad det er, du tilbyder dem, og produktet eller ydelsen skal hjælpe dem med det problem, de aktuelt står med.
Måske tænker du, at det vil være godt at opliste produktets funktioner, men vær opmærksom på, at funktioner ikke er det, der overbeviser kunden. Fordelene for kunden er derimod den overbevisende faktor, hvilket gør dem ekstremt vigtige.
Så tænk på, hvad din ydelse eller dit produkt kan hjælpe dine kunder med at opnå. Vil det hjælpe dem i forhold til deres sundhedsmæssige problemer, den frygt, de har, eller hjælpe dem med at undgå fejl eller spilde tid? Overvej det grundigt, og når du ved, hvorfor dit tilbud er nyttigt for dine kunder, er det tid til at skrive fordelene ned.
5. Køb-knappen
Skrivning og opbygning af siden er vigtigt. Hvis du med succes har fanget kundens opmærksomhed, så tillykke! Men hvad vil dine kunder gøre, hvis de ikke kan finde et sted at købe produktet eller ydelsen direkte fra din hjemmeside? Det vil ikke blot ødelægge deres humør et øjeblik, men også gøre dem frustrerede over dig, fordi du har spildt deres tid uden at tilbyde noget til gengæld.
Hvis du vil sælge din ydelse eller dit produkt, har du brug for den knap, der skaber magien, og som fx siger:
- Læg i indkøbskurv
- Køb nu
- Tilmeld dig
- Ja tak – jeg vil være med!
Det er nemt at lave en køb-knap, hvis du bruger PayPal. Hvis du selv ønsker at designe knappen, så den bliver unik, kan du lave et billede og bruge linket til PayPal-knappen. Det er muligt, fordi PayPal har en “Email payment code”, som er en URL, du kan sende via e-mail eller bruge på salgssider.
Hvis du også automatisk vil kunne levere et digitalt produkt, når nogen foretager et køb, skal du i stedet bruge en tredjeparts hjemmeside eller et særligt værktøj.
6. Kend dit publikum
Dit publikum er det, det hele drejer sig om, fordi det i sidste ende er dine læsere, du skal sælge til og tjene penge på. Så før du begynder at skrive din magiske tekst, skal du forstå dit publikum såvel som deres behov.
Det er ikke så nemt, som det lyder, men hvis du lægger energi i det, er din succes med stor sandsynlighed i hus. En måde at arbejde med dette på er at lave en køber-persona. Dvs. en fiktiv person, der repræsenterer din ideelle kunde. På trods af at din ideelle kunde er fiktiv, er køber-personaen baseret på reelle data, du indsamler fra:
- sociale medier
- kundeundersøgelser
- hjemmeside-analyser
- evt. andre typer af online-research
Når du kender din ideelle kunde, bliver det meget nemmere for dig at forstå hans eller hendes udfordringer, smertepunkter og motivation, samt hvad dine kunder påvirkes af. Og det er en uvurderlig hjælp, når du opbygger din salgsside, da du så vil kunne skabe indhold, der matcher din ideelle kundes behov.
7. Vis anbefalinger
Ikke al ’information’, der findes på internettet i dag, er lige sandfærdig. Derfor er det ikke overraskende, at nogle læsere måske ikke umiddelbart bliver overbevist om dit tilbud. Af indlysende grunde vil du først og fremmest fortælle gode ting om dit produkt, hvorfor nogle læsere vil opfatte dig med en smule skepsis. Derfor skal de høre, hvad andre mennesker i deres situation har fået ud af at klikke på din køb-knap.
Overvej derfor at have udtalelser fra tilfredse kunder på din salgsside. Dvs. citater fra kunder, som anbefaler dit produkt eller din ydelse til andre mennesker, der står med de samme problemer, som de gjorde. Anbefalingerne skal selvfølgelig primært fokusere på gevinsterne for dine kunder, og hver udtalelse skal helst kun omtale et eller to aspekter af dit produkt / din ydelse.
I en opstartsfase eller lanceringsfase har du måske endnu ikke nogen tilfredse kunder, og så er det jo svært at få anmeldelser, når ingen har prøvet dit produkt eller din ydelse. I det tilfælde kan du fx:
tilbyde (evt. en version af) produktet / ydelsen gratis eller meget billigt til udvalgte personer, som kvitterer med at give dig en udtalelse om deres oplevelse
spørge folk på sociale medier eller på din blog, læsere af dit nyhedsbrev m.fl., om de er villige til at prøve produktet og give en tilbagemelding til gengæld.
Opsummering
Som nævnt indledningsvis er det ikke nemt at opbygge en god salgsside, og det kræver en masse finpudsning, hvis du vil have succes. Men nu hvor du har læst dette indlæg, er de vigtigste ingredienser til opbygningen af en effektiv salgsside ikke fremmede for dig:
Sørg for, at du forstår dit publikum, skriv nogle overbevisende overskrifter og undertitler, oplist fordelene ved dit produkt eller din ydelse, vis anbefalinger, inkluder billeder, og tal i det rigtige sprog. Bruger du disse på en måde enkle tricks, vil du få succes – mere kompliceret er det heller ikke at få en besøgende til at klikke på køb-knappen.