For at skabe en succesfuld blog er du nødt til at være nysgerrig og interesseret i det emne, du skriver om. Dette er den grundlæggende regel, enhver blogger må følge – og det hele begynder med spørgsmål. Ethvert emne – uanset hvor uinteressant det umiddelbart måtte synes at være – kan gøres interessant ved at stille spørgsmål.
Spørgsmål virker bemærkelsesværdigt godt af to årsager: For det første angiver de en klar retning, og når du aktivt forfølger svarene, bliver arbejdet en mulighed for at lære og vokse – ikke bare for at få links eller fylde sider på internettet.
For det andet har ethvert spørgsmål et tilhørende publikum, nemlig mennesker der leder efter de samme svar. Disse to ting betyder, at dit blogskriveri både bliver givende for dig som forfatter og rummer mulighed for at skabe reelt, meningsfuldt indhold, der tiltrækker et publikum, som stoler på dig.
Stil spørgsmål
Et spørgsmål kan blive et sofistikeret og potent værktøj til at udvide dit og andres sind, inspirere til nye ideer og skabe respekt omkring dig. Dit første skridt som blogger er simpelthen at stille en masse spørgsmål, der relaterer til din blogs emne.
Hvis du ikke ved, hvor du skal begynde, så læg ud med disse fem hv-ord: hvem, hvad, hvor, hvornår og hvorfor (og lejlighedsvis: hvordan)? Når du har stillet så mange spørgsmål, du kan finde på, så prøv at finde ét, der virkelig fanger din interesse.
I forlængelse af dette ene spørgsmål vil et væld af andre spørgsmål opstå i dig – og hvert af disse spørgsmål er mulige udgangspunkter for blogindlæg.
Hjertet i en god blog er et enkelt, grundlæggende spørgsmål – og dette spørgsmål afføder andre spørgsmål, som bliver til blog-indhold. Jo flere spørgsmål du stiller omkring et centralt spørgsmål, desto flere ideer vil du have, og jo lettere vil dit arbejde blive.
Søg svar
Spørgsmålene bliver altså dit fokus og giver dig mulighed for at forfølge emner, som ikke kun interesserer dig, men også dit publikum. Det næste skridt er naturligvis at finde nogle svar. Denne fase udgør 60 pct. af blog-arbejdet. Regn med at bruge størstedelen af din blog-tid på research, især læsning. Husk, at din gave til læserne netop er din grundige research – at du på en kortfattet og lettilgængelig måde præsenterer essensen af det, du har brugt (lang) tid på at undersøge.
Opbyg dit eget bibliotek
Hvis din blog er forholdsvis lille eller lige er startet, handler det i første omgang om kvantitet. Koncentrer dig om at opbygge en stor samling spørgsmål, der kan ligge klar til at blive udforsket. Forsøg også løbende at samle interessante informationer, og skab dit eget relevante-link-til-research-bibliotek, som du kan bruge som udgangspunkt, hver gang du skal undersøge et nyt spørgsmål. Er du nysgerrig på svaret på et af dine spørgsmål? Hvis du er, vil dine læsere også være det.
De bedste spørgsmål kommer fra dig selv
Ved at forfølge spørgsmål, der er naturligt interessante for dig, og finde svar på dem afdækker du felter, som andre mennesker også ønsker at vide noget om. Dine læseres problem er, at de ikke har tiden eller evnerne til at undersøge spørgsmål, ligesom du kan – og det er din vigtigste gave til dine læsere: at du gør det for dem. Når du derefter fortæller, hvad du har erfaret, i et letfordøjeligt blogindlæg, en grafik eller video, iscenesætter du ikke blot dig selv som en person på vej til ekspertstatus – du tilvejebringer også virkelig værdi for dine læsere.
Ingen nemme genveje
Nogle af dine indlæg vil tiltrække mange læsere, andre vil bare være interessante for nogle få mennesker. Husk hele tiden at fokusere på et primært emne eller spørgsmål, find relaterede spørgsmål, lav din research, og server svarene på et sølvfad for dine læsere. Vellykket blogging kræver hårdt arbejde. Til gengæld giver det dig mulighed for at lære en masse om dit emne på egen hånd og positionerer dig som en autoritet på dit felt.
Føler du også, tiden for dig er inde til at få sat turbo på skriveriet og finde lysten og glæden ved at komme ud med dine budskaber? Hvis dit svar er JA, så læs mere om skrivecamp her.