At vide, hvad du ønsker, er den eneste måde at finde ud af, hvad du har brug for. Så før du så meget som overvejer de praktiske aspekter af at skabe en hjemmeside, er der nogle vigtige, grundlæggende spørgsmål, du først skal stille dig selv – fx: hvad ønsker du at opnå med hjemmesiden, hvem er målgruppen, hvordan kommunikerer du bedst med den gruppe, hvilke oplysninger skal indgå, hvordan skal disse oplysninger være strukturerede osv.
Det er faktisk sådan, at jo bedre du har planlagt og forberedt dig, desto lettere er det at træffe kloge beslutninger om teknologiske og designmæssige spørgsmål som at vælge den bedste navigationsvej gennem din hjemmeside eller vælge den rigtige hosting-pakke. Og hvis du inddrager professionelle hjemmeside-magere, kan du spare en masse tid (og penge) ved at have alt klar til dem.
Hovedmål
Først skal du overveje de centrale mål med din hjemmeside, og hvilken strategi der bedst imødekommer disse mål. Du kan fx tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
- Hvad håber du at opnå?
- Hvem er din målgruppe?
- Hvilken kategori, om nogen, hører din hjemmeside ind under: e-handel, oplysning, uddannelse, sociale netværk etc.?
- Hvor visuelt spændende behøver hjemmesiden at være for at være effektiv?
- Hvilken tone ønsker du at formidle dit indhold i – fx alvorlig, vittig, kompleks eller enkel
- Ønsker du at sælge noget?
- Er der nogen konventioner eller praksisser, hjemmesiden bør følge?
- Hvilket overordnet billede af din virksomhed eller organisation, ønsker du at kommunikere?
- Hvilke medier er bedst egnede til at formidle informationen; kræves der fx lyd eller levende billeder?
Hjemmesidens indhold og struktur
Efter at have fastslået de grundlæggende mål for din hjemmeside, skal du nu til at overveje, hvordan indholdet (tekst, billeder osv.) skal organiseres og struktureres. Disse overvejelser vil naturligvis på et tidspunkt blive nødt til at tage hensyn til de typer af web-teknologi, du ønsker at gøre brug af. Men til at starte med er det en god ide at forsøge at finde hjemmesider med samme mål som dig for at se, hvordan de har designet og tilrettelagt deres indhold. Hvad har de gjort godt, og hvad kunne forbedres?
Det sandsynligvis vigtigste aspekt af hjemmesidens konstruktion er, hvordan du opdeler indholdet i logiske afsnit (hovedområder, sider, overskrifter, underområder osv.). Som en generel regel bør tingene siges kort og enkelt. Blandt andet derfor er du nødt til at skabe et stærkt hierarki for hjemmesiden og opdele indholdet i små enheder. Det er en god idé at lave en grafisk oversigt over hjemmesiden. Den kan hjælpe dig med at visualisere et logisk hierarki og se, hvor let oplysningerne står til rådighed. Det vil også hjælpe andre med at forstå, hvordan din hjemmeside er opbygget.
Navigation og brugervenlighed
En moderne hjemmeside kan indeholde et stort spektrum af funktionalitet. Tænk bare på Facebook, Google Maps og Youtube. I takt med at en hjemmesides kompleksitet stiger, stiger også betydningen af, hvor brugervenlig den er – dvs. den kræver i højere grad opmærksomhed på, hvor let hjemmesiden er at bruge. Et vigtigt aspekt af brugervenlighed er, at brugerne kan finde, hvad de søger – hurtigt. Logisk, praktisk og fornuftig navigation er afgørende, hvis din hjemmeside skal have succes.
Hav derfor en klar og konsekvent navigation, og medtag søgefaciliteter, hvis du har et stort websted, der omfatter fora, blogs osv. Undgå for enhver pris, at en besøgende på noget tidspunkt tænker: “Okay, hvad gør jeg så nu?” På de enkelte sider skal du anvende masser af overskrifter, underoverskrifter, lister, punktopstillinger, korte afsnit osv. Og inkluder gerne mange kontekst-baserede links (links i teksten) til andre sider på dit websted.
Skriv til nettet
Husk, at nettet er forskelligt fra andre (fx trykte) medier. De forskellige undersider skal i vid udstrækning være selvstændige, da brugerne ikke nødvendigvis læser hjemmesiden igennem fra ende til anden, ligesom de måske gør med en trykt brochure. Og generelt er folk mere utålmodige, når de læser på nettet! Blandt andet derfor er en vigtig del af at skrive til nettet at nedbryde tekster i mindre, letfordøjelige dele. Husk også at overveje brugen af andre præsentationsmedier – illustration, billeder, animation, lyd eller video. Hvis der er lange, tætte, tekststykker, du er nødt til at have med på din hjemmeside, så giv brugeren mulighed for også at hente en printervenlig version af disse dokumenter (PDF, DOC, RTF).
Skriv til søgemaskiner
En anden vigtig overvejelse, når du skriver til internettet, vedrører først og fremmest dit websteds ‘forside’. Forsiden er indgangen til din hjemmeside – den side, der automatisk vises, når folk ankommer. Denne side er vigtig, fordi den kan bruges til at hjælpe mennesker, der forsøger at finde din hjemmeside ved at bruge søgemaskiner. Søgemaskiner anvender nemlig indholdet af din ‘forside’ til at afgøre, hvad din hjemmeside handler om, og bruger disse oplysninger til at matche op mod søgeudtryk. Så det er værd at overveje, hvilke søgeudtryk der typisk anvendes af en person, som forsøger at finde en hjemmeside, der ligner din – og sørge for, at disse vendinger indgår i teksten på din forside.
Design og teknologiske overvejelser
Din hjemmesides overordnede udseende er ekstremt vigtigt. Før de læser en eneste linje, danner dine besøgende sig en mening om din virksomhed, baseret på, hvordan de fortolker de visuelle aspekter af dit hjemmesidedesign – farver, former, tæthed, hårdhed, blødhed, bevægelse, ro, lyde, billeder osv. Bemærk, at det først er nu, de designmæssige overvejelser kommer ind i billedet; indholds- og strukturovervejelser kommer altid først, for du kan ikke designe, før du ved, hvad det er, du designer.
Vedligeholdelse
I udformningen af strukturen og designet til din hjemmeside er du nødt til at overveje, hvordan det skal vedligeholdes. Afhængigt af arten af hjemmesiden kan det være nødvendigt at opdatere dagligt – og tro under ingen omstændigheder, at du aldrig eller næsten aldrig får behov for at opdatere: Det gør du! En hjemmeside bør have en struktur, der afspejler ekspertise-niveauet hos den, der er ansvarlig for vedligeholdelsen. Hvis du benytter en hjemmesidespecialist, så sørg for, at han eller hun er bekendt med din vedligeholdelsesstrategi, så den kommer med i betragtning. Overvej også at fremtidssikre din hjemmeside, dvs. sørge for, at den har indbyggede muligheder for at ekspandere. Du ønsker jo ikke at skulle genopbygge din hjemmeside fra grunden af, hver gang du får en ny idé.