Hvordan skaber man en velfungerende butik fra grunden? Det kan være, du har noget originalt på hjerte, men hvordan takler du konkurrencen fra store, veltrimmede kæder? Hvis du eksempelvis ønsker at åbne en kaffebar i et område, hvor der i forvejen ligger en international Starbucks eller den danske Espresso Houses butikker – hvad gør du så?
Du ønsker at åbne en lille kaffebar, som du selv ejer, og gøre den til noget helt særligt – men hvordan tager du konkurrencen op med de større kaffekæder? Her er nogle bud:
1. Tilbyd kun én slags kaffe
Opbyg hele konceptet omkring espresso, og glem alt om andre brygningsmetoder, selv om andre kaffebarer tilbyder dem. Det vil give dig et fokuseret niche-omdømme, færre administrative spørgsmål, mindre rod der hvor du står og laver kaffen, mindre forvirring blandt kunderne, færre investeringsudgifter og mulighed for at være den bedste til den ene ting, der betyder noget i opbygningen af en levedygtig og bæredygtig kaffeforretning: god espressokaffe.
2. Kvalitet frem for alt
Glem alt om særlige sirupper (til at dække over, at kaffen ikke er optimal), merchandise og mersalg af ristede bønner til hjemmebrug – bare sælg den fineste espressokaffe, du kan præstere, til hver eneste kunde hver gang. Tag dig tid til at lære videnskaben og kunsten bag god espressobrygning. Hvis din espresso er af topkvalitet hver gang, behøver du ikke et stort markedsføringsbudget – du vil få masser af personlige anbefalinger. Under alle omstændigheder er det også salget af friskbrygget kaffe (snarere end videresalg af diverse produkter), der er bedst økonomi i, så læg al din energi her.
3. Skab et ‘hjem væk fra hjemmet’
Skab af et varmt, indbydende og hyggeligt miljø som alternativ til den selvpromoverende, strukturelle ensartethed, der typisk præger de større kæder. Giv kunderne en oplevelse af, at din kaffebar er et ‘hjem væk fra hjemmet’ med et varieret møblement – og lad endelig kunderne flytte rundt på møblerne, som det passer dem. Overvej genbrugsmøbler eller andre skæve ingredienser, og tilbyd lokale kunstnere i en periode at forskønne din kaffebar med nogle af deres værker.
4. Lad dine kunder eje dig
Kaffekunder ved ikke noget bedre end at gøre krav på deres favoritcafé som deres ’egen’. De elsker at introducere deres venner til ‘deres’ kaffebar, som demonstrerer deres gode dømmekraft, kræsne smag og veludviklede knowhow. Begræns antallet af dine ansatte baristaer (lad dig selv være den eneste, hvis det er muligt). På den måde fremstår du som dedikeret til kvalitetskaffe, og dine kunder vil naturligt vælge dig som deres foretrukne barista.
5. Kend dine kunder
Netop fordi det altid er dig (og evt. nogle få andre), der står i butikken, er der god mulighed for at blive fortrolig med dine kunder. Sørg for at få oplyst din kundes navn, lær hans kaffepræferencer at kende, og snak med ham om alle mulige ting, lige som venner gør det. I stedet for at have faste, professionaliserede procedurer, så lever en helt personlig og familiær service. For en lille, lokal kaffebar er det en strategi, der på lang sigt vil give et virkelig godt udbytte – og dine kunder vil elske det!
6. Undgå turistområder
Dit brand er ukendt for turister og kan derfor opfattes som et risikabelt valg. Små, selvstændige kaffebarer vil have flest konkurrencefordele ved at ligge i områder med mange kontorfolk eller andet klientel, der fast vender tilbage på daglig basis. Og du behøver ikke nødvendigvis ligge supercentralt her heller. Hvis du bygger din forretning op omkring en stabil, høj kvalitet af espresso, vil dine hengivne og afhængige kunder gerne gå det lille stykke ekstra forbi hovedgaden og ind i en mindre sidegade (med en væsentligt lavere husleje). Samtidig vil de elske at indføre deres venner i denne skjulte perle, som, når den først er fundet, kan tiltrække et stort klientel, der kommer igen og igen og anbefaler stedet til andre.
Den lidenskabeligt og dygtigt drevne, lokale kaffebar, der sælger kvalitetsespresso på et sted lidt væk fra mainstream, kan således fint konkurrere med større kæder.
Fangede du budskabet? – Det gælder selvfølgelig ikke kun for kaffebutikker…