At få dit publikum engageret er afgørende. At fange opmærksomheden, så dit publikum ikke bare suser videre, er derfor noget, enhver tekstforfatter bør gå efter. Når det er sagt, skal overskriften fortælle om indholdet af teksten, men uden at afsløre for meget – så læseren bliver nysgerrig på, hvad du har at sige.
Hvis du ønsker, at dit indhold skal gøre sig godt, skal dine overskrifter have en magnetisk tiltrækning. Men hvordan laver du sådan nogen? Hvis du synes, det er svært at få dine overskrifter helt i vinkel, og har brug for at fange dine besøgendes opmærksomhed, er her nogle tip til, hvordan du skriver perfekte overskrifter:
Stil spørgsmål
Når folk søger på et spørgsmål, er de naturligvis på udkig efter et svar. Hvis din overskrift derfor indeholder det spørgsmål, de stiller, vil de blive fristede til at klikke på dit indhold for at få svaret.
For at det sker, skal overskriften tale om noget, dit publikum faktisk er interesseret i. Hvis du stiller spørgsmål, de ikke er interesserede i, er det eneste, der sker, det, at dit publikum suser videre.
Så spørgsmålet skal knyttes til det, dit publikum ønsker at opnå, hvis det skal appellere. Det, du ønsker, er at anspore nysgerrigheden i dine læsere og gøre dem ivrige efter at læse dit indlæg.
Hvis du derfor kombinerer spørgsmål med essensen af det svar, dit publikum søger, får dine overskrifter endnu større effekt. Her er nogle eksempler:
- Vil du have de 5 bedste tip til at forbedre din mentale sundhed?
- Hvordan slipper du af med dine dårlige vaner?
- Har du aldrig tid til noget? Så se her!
Hold det kort
Det vigtigste mål med overskriften er at få opmærksomhed. Med andre ord behøver du ikke at komme med den mest fantasiske formulering nogensinde – noget kort, enkelt og præcist er at foretrække.
Vær opmærksom på, at vittigheder eller ordspil ikke hører til i overskrifter – tværtimod kan de have den modsatte effekt af, hvad du ønsker: Mange mennesker vil sandsynligvis springe over din tekst uden overhovedet at have snust til den.
For at skabe en effektiv overskrift, skal du fremlægge fordelene ved at læse din tekst og fortælle folk om det, den tilbyder. Grundlæggende tænker læseren kun på sig selv, og derfor skal du i overskriften besvare spørgsmålet “Hvad er der i det for mig?”.
Nogle overskrifts-eksempler kan være:
- 20 % rabat på alle de nyeste modeller
- Gratis e-bog, der hjælper dig med…
- Den ultimative guide til at vælge den perfekte julegave
Vær mystisk
Selvom du nødvendigvis må afsløre noget for læseren i overskriften, behøver du ikke at forære hele indholdet væk. Med andre ord skal du være opmærksom på den mængde af information, du videregiver; du skal være informativ, men du skal også indgyde en atmosfære af mystik.
Hvis du afslører svaret helt fra begyndelsen, hvilken grund har dit publikum så til at fortsætte med at læse? Du skal sikre dig, at overskriften vil give læseren lyst til at lære endnu mere.
Så sørg for, at dine overskrifter balancerer mellem på den ene side at lade dit publikum vide, at det vil finde det svar, det søger, og på den anden side ikke fortælle, hvad svaret er.
Vær dristig
I visse situationer kan du gå efter at skabe en chokfaktor, der giver dig de klik, du længes efter. Det gør du ved at finde måder at krydre overskriften på, så læserne straks drages til indholdet. Hvis du fremsætter kontroversielle påstande eller dristige erklæringer, kan du forvente, at flere folk klikker på din artikel.
Eksempler på sådanne overskrifter er:
- Derfor bliver din ægtefælle vred på dig
- 7 modetrends, der er – gået af mode
Kort sagt: sørg for, at de læsere, du ønsker dig, ikke kan modstå at åbne dine artikler.
Brug ulige tal
Du tror det måske ikke, men det at tilføje tal til dine overskrifter kan øge deres effektivitet markant. Grundlæggende er vores hjerner designet på en sådan måde, at tal appellerer til dem, da tal automatisk får hjernen til at organisere oplysningerne i en logisk rækkefølge.
Når du laver overskrifter til markedsføringsartikler eller en hvilken som helst anden artikel for den sags skyld, vil det at bruge et enkelt, lille, ulige tal gøre underværker.
Mange forskningsstudier har vist, at overskrifter genererer langt større socialt engagement og flere delinger, hvis de indeholder tal. Tal gør det simpelthen nemmere for læseren at skanne dit indhold. Så her er, hvad du har brug for at vide:
- Små tal er normalt lettere fordøjelige end store.
- Tal er bedre end ord.
- Ulige tal betragtes som mere autentiske end lige tal.
Med hensyn til ulige tal har du måske spekuleret over, hvorfor visse websteder bruger dem, når de lige så godt kunne bruge lige tal. Ifølge Content Marketing Institute opfatter hjernen angiveligt ulige tal som mere pålidelige end lige tal, og ulige tal hjælper også nogle mennesker til at fordøje og huske information meget lettere.
Undersøg dine konkurrenter
Som du sikkert er opmærksom på, er du ikke den eneste, der kæmper for at få et stort publikum. Der er mange andre websteder, der forsøger at komme til tops, og sommetider kan konkurrencen virke overvældende.
Hvis dine konkurrenter allerede har skrevet om et emne, du planlægger at skrive om, skal du undersøge deres tekster og sørge for, at dine overskrifter er endnu bedre. Du skal sikre, at din overskrift er så god, at den slår de andre titler, der vises i søgeresultatet.
Du kan blive klogere på dine konkurrenter ved at google dit søgeord. Den hjemmeside, der dukker op som den første, skal det være din guide, når du laver dine egne overskrifter.
En anden ting, der er værd at overveje, er at bruge indholds-udviklingsværktøjer, hvor du søger på dit søgeord/emne og får kortlagt, hvilke artikler der er blevet delt mest. Folk er mere tilbøjelige til at dele en artikel, hvis overskriften er magnetisk – og her kan du se de overskrifter, som har fungeret allerbedst.
Opfordr til handling
Måske ønsker du ikke at være den irriterende person i en gruppe, der fortæller alle andre, hvad de skal gøre, men det kan være meget nyttigt, når du laver overskrifter. Hvis du opfordrer til handling i din overskrift og beder dit publikum om at gøre, hvad det kræver at få fingre i den værdi, du tilbyder, har du bedre chancer for at lykkes.
Med andre ord skal du være direkte og kræve handling fra dine læsere. Du er eksperten, mens dit publikum er dem, der skal lære af dig – og du fortæller dem, at de skal handle på en bestemt måde. Desuden får du spørgsmålet “hvorfor” eller ”hvordan” til at dukke op i deres hoveder, hvilket vil resultere i, at de klikker sig ind på din hjemmeside for at finde ud af mere.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du gør det, er her nogle eksempler på overskrifter, der indeholder handlings-opfordringer:
- Stop overspringshandlingerne! Her er 5 tip til, hvordan du kommer i gang!
- Drop dit gamle skateboard, og prøv det her!
- Abonner på vores service for at få…
Få dit publikum til at frygte at gå glip af noget
Frygten for at gå glip af noget (på engelsk FOMO) er helt reel, og den er meget effektiv, når du vil lave overbevisende overskrifter for at få folk til at klikke på dine indlæg. For at gøre det effektivt skal du grundlæggende indpode en følelse af uopsættelighed i dit publikum.
Det kan fx gøres ved at have en dato, hvor dit specialtilbud ikke gælder længere. Det får folk til at frygte, at hvis de ikke drager fordel af muligheden nu, vil de aldrig få en ny chance.
Her er nogle overskrifteksempler, der kan give dig en fornemmelse af, hvad det handler om:
- 25 %-rabatten udløber i aften!
- Book nu, og få 15 % rabat på arrangementet!
Som du kan se, specificerer overskrifterne det tilbud, læseren risikerer at gå glip af. Du kan også skrive det nøjagtige tidspunkt, dit tilbud udløber; så vil det køre som en nedtælling i hovedet på dit publikum.
Fortæl om fordelene
Funktioner er ikke det, folk længes efter. Du skal fortælle folk, hvad de får ud af at prøve dit produkt eller din ydelse – og det skal du (også) gøre i overskriften.
Overskriften fungerer som en form for annonce for indholdet, og den skal effektivt overbevise dine læsere om, at du kan hjælpe dem med det, de leder efter.
Hvis du ved, hvordan du får det, dit publikum søger, inkluderet i overskriften, vil dit budskab gå rent igennem. Det kan tage et stykke tid, før du finder din målgruppe og opdager, hvilke overskriftstyper der fungerer bedst, men med lidt øvelse kan du gøre det – og gøre det godt, fordi netop du kender netop dit publikum allerbedst.
Nogle eksempler på dette helt centrale aspekt er:
- Sådan forvandles dine gamle jeans til søde sommerhorts
- Hurtige og lette måder at få flere besøgende på
- 5 tip til, hvordan du kommer dig efter et brud
Afsluttende tanker
Da overskrifter er en så vigtig del af dit indhold, er det godt at kende lidt til mulighederne og undgå de værste faldgruber. Små fejl kan koste dig meget, mens umiddelbart små forbedringer kan have enorm effekt.
Jeg håber disse tip har hjulpet dig et stykke videre på vejen til at mestre kunsten at skrive perfekte overskrifter.
4 trin til effektiv e-mail marketing
I e-mailen kan du have en reel og ærlig kommunikation med dine kunder, og hvis de kan lide det, du skriver, belønner de dig ved at læse, hver gang du sender noget – og på et tidspunkt købe dine produkter.
Få vejen dertil i min e-mail marketing guide i 4 trin, som du får, ved at ved at tilmelde dig her.